Tag en julebid af Aarhus
Julen smager ganske særligt. Men hvor smager julebaget allerbedst, når du skal på jagt efter sæsonens søde sager i Aarhus? Det har Jon Edlund svaret på. Her får du hans guide til byens 5 bedste julebagværk - så ved du, hvor du skal gå hen, når du bliver lækkersulten i julen.
✍️ Af Jon Daniel Edlund
Lokal i Aarhus
Om Jon
Jon Daniel Edlund er en rigtig Aarhus-dreng, som vandt hele Danmarks hjerter i 2018, da han deltog i Den Store Bagedyst, hvor han brillierede med både bagerevner og en smittende begejstring for mad og kager.
Mød Jon her →
Hvor kan jeg finde den bedste æbleskive?
Man kan vel ikke sige JUL uden at sige hjemmelavede æbleskiver? I hvert fald ikke hvis det står til mig. Og det er der heldigvis flere steder i Aarhus, som er enig med mig i det, og som formår at lave lækre æbleskiver.
Valget for mig står ofte mellem boderne i Den Gamle By, som vinder allermest på stemningen, og på Popsicles, der sælger friske og hjemmelavede skiver i Æbleskivehuset på Aarhus Street Food. For de lever op til mine krav til en god skive - lun, blød og helt friskbagt!
Og med et snert af kardemomme. Mmmmh. Og så har tilbehøret jo også en stor betydning for, hvor god en æbleskive vi taler om. Her kan du få den serveret på klassisk vis med jordbærmarmelade og masser af flormelis til. Hvad ellers!
Hvor får jeg serveret den bedste julebolle med varm chokolade?
Godt julebag er for mig også forbundet med rigtig gode oplevelser. Med lange gåture i det kolde vintervejr og med samværet med andre. Hvor man næsten kan smage oplevelsen i bagværket. Det er noget, som Restaurant Skovmøllen i den grad kan levere på. Her kan du få de blødeste juleboller med masser af smør og den mest overdådige kop varme chokolade nogensinde! Det er da indbegrebet af jul ikk’?
Skovmøllens bolle og varm kakao kan købes hele året.
Skovmøllen ligger i den smukke Moesgaard skov, hvor jeg som barn gik ture med min familie og blev kølet godt ned af den friske luft, før vi satte os ind i varmen med røde snuder og nød den lækre varme chokolade og de bløde boller (med ekstra smør til!).
Er der et utraditionelt julebag, jeg er nødt til at prøve?
Cheesecake er måske ikke lige det, man forbinder allermest med julen. Men nye traditioner skal der vel også til! Det er faktisk en kage, jeg bager ret ofte, og som egner sig rigtigt godt til årstiden og til de smage, som vi traditionelt forbinder julen med.
Skal jeg finde den ude i byen, så tager jeg et smut forbi Aarhus Street Food og køber et stykke jule-cheesecake fra cheesecake-boden. Det er faktisk det eneste ægte cheesecake-sted i byen. Så den har de helt for sig selv. Her finder du altid flere forskellige varianter af den lækre kage, og selv til jul har de flere julesmage at vælge imellem. De smager allesammen sygt godt! Uanset hvilken en du vælger. Og ja, de kan næsten måle sig med min egen.
Hvor kan jeg sætte tænderne i byens bedste honninghjerte?
Jul og honninghjerte – det går bare hånd i hånd! Honninghjertet kan virkelig være et lækkert stykke bagværk, og samtidigt også noget jeg oplever allerstørst forskel på – både hvad angår smag og tekstur. Hvis man ikke går det rigtige sted hen, så kan man være uheldig og få et virkelig kedeligt stykke tørkage.
Men det kan bestemt også være noget af det allerlækreste jule-bagværk, man kan forestille sig. Den bedste af slagsen finder du nok hos Moccacity - et lille sted placeret midt i Aarhus C, og som oser af autenticitet. Her kan du se og opleve, hvordan det lækre bagværk bliver til. First hand. Når du træder ind i butikken, mødes du af en ægte konditor-kvinde, som står og bager de lækre honningkager. Helt fra bunden. Duften, følelsen og nærværet. Uhhmmm. Det bliver ikke meget bedre.
Hvor får jeg klassikeren – byens bedste klejne?
Klejner er simpelthen mit absolut yndlings-julebagværk, og jeg kunne spise dem, til jeg revner! Det er jo et meget traditionelt og gammeldags stykke julebagværk. Og det holder jeg mig faktisk også til. Jeg har nemlig købt mine klejner det samme sted lige siden jeg var barn. Lige nede hos min lille lokale bager, Schweizerbageriet i Aarhus.
For her holder de traditionerne i hævd. Og bager dem efter den samme opskrift år efter år – hvilket jeg godt tør tro på. For WOW de smager godt! Det er den lækreste kombination af en blød luftig kage, og en sprød småkage, i én! Jeg elsker den. Og i år vil jeg helt sikkert købe dem igen. Lige her.