En vandretur i Mols Bjerge
Østjyllands Vildmark – sådan har jeg lyst til at kalde Mols Bjerge. Et af de flotteste, mest unikke og vildeste steder i Østjylland. Her får du store sammenhængende naturområder, et mylder af sjældne dyrearter, overvældende artsrigdom af planter og wow-agtigt smukt kuperet istidslandskab.
✍️ Af Line Wagener
Lokale guider på Djursland
Line Wagener er opvokset ved Lemvig i Vestjylland og bor i dag med sin kæreste og to børn i Aarhusbydelen Hasle.
Mød Line her →
Kan alle tage på vandretur her – unge og ældre, rutinerede og nybegyndere?
De fleste vandreruter i Mols Bjerge er kuperede, ujævne og smalle.
Gangbesværede og familier med klapvogne/barnevogne må holde sig til områdets handicapstier og til områdets skov- og grusveje.
For alle andre, der har lyst til at komme væk fra byens fortove og asfaltveje, er Mols Bjerge et udfordrende vandremekka.
Hvorfor er Mols Bjerge det perfekte sted at vandre?
I mine øjne er vandring allermest fantastisk i områder, hvor naturen og landskabet er varieret; når vandreruterne er velmarkerede, når du kommer fri af civilisationens støj, men du samtidig kommer forbi spændende kulturhistoriske seværdigheder.
Mols Bjerge scorer topkarakter på alle disse parametre. Det er ikke uden grund, at Mols Bjerge er med i Danmarks Naturkanon, at området er udpeget som nationalpark, og at store områder er fredede.
Hvilken rute skal vi vælge, hvis vi er afsted som familie?
Når du vandrer med børn, er det altid sjovest, hvis der er et delmål eller to undervejs. F.eks. en bjergtop, der skal bestiges, en stendysse, der kan udforskes eller en shelterplads til en snackpause. De færreste børn synes, det er sjovt, ’bare at gå’.
Her er fire korte rundture, som alle har små highlights undervejs: Toggerbostien (5 km), Den italienske Sti (3,5 km), Helligkildestien (5 km) og Ørnbjerg Mølle (1,6 km).
Brug Appen ’Nationalpark Mols Bjerge’, vælg ’Kortere vandrestier’, vælg ’Liste’ – så kan du finde kort, rutebeskrivelser og info om p-pladser om de enkelte ruter.
Hvilken rute bør man vælge, hvis man er alene eller to med øvede ben?
Hvis du har erfarne vandreben og er i god form, bør du vandre hele Bjergetapen på Mols Bjerge Stien; en rundtur på 21 km.
Du bliver belønnet med bjergtagende udsigter, jungleagtige passager og kulturhistoriske spor fra oldtiden. Ruten følger næsten kun små trampestier, og du er langt fra trafikstøj og tivoliserede forlystelser. Mols Bjerge Stien er internationalt certificeret kvalitetsvandrerute (som en af i alt kun to i Danmark).
Afsæt en hel dag og start tidligt.
Her får du en vandreoplevelse i international topklasse. Mine personlige favoritspots på ruten er strækningen omkring Toggerbo; omkring Trehøje strækningen på den italienske sti og turen op over og omkring Agri Bavnehøj.
Hvordan passer vi bedst på naturen, samtidigt med at vi oplever den i Mols Bjerge?
Efterlad intet i naturen ud over dit fodspor. Det er en ret enkelt huskeregel, som selv de yngste børn kan lære.
I Nationalpark Mols Bjerge kan du møde vilde heste, kvæg og får. At vandre forbi dyrene, kan være en stor oplevelse. De holder uønskede planter nede og sikrer, at andre sjældne dyre- og plantearter kan leve i området.
De græssende dyr er altså ’på arbejde’, så vi mennesker fortsat kan opleve istidslandskabet og de mange unikke arter. Nyd synet af de store dyr - og hold afstand til dem, det er ikke kæledyr.
Starttips til en vandretur i Mols Bjerge
|