Familieferie i Silkeborg
Udeliv, familieliv og masser af skønne ferieoplevelser. I Silkeborg, Danmarks Outdoor Hovedstad, som ligger midt i Søhøjlandet med store skove, søer og bjerge, venter der jer et frodigt, smukt og aktivt område med gode ferieudflugter for hele familien.
Klatre, cykle og ræse med hele familien
Silkeborg, kendt som Danmarks Outdoor Hovedstad, er virkelig et paradis for friluftsliv, som navnet antyder. Beliggende midt i det danske Søhøjland, byder Silkeborg på en betagende natur med omfattende skove og søer langs Gudenåen. Her åbner sig et væld af muligheder for vandreture, cykelture, klatring og fortryllende sejlture.
Hvis du for eksempel kan lide at se det hele lidt fra oven, kan du tage familien med til Klatreparken Silkeborg. Her er der 35 svævebaner i seks forskellige højder. Ønsker du ikke at klatre, kan du frit nyde naturlegepladsen ved klatreparken og spise medbragt mad i madpakkehytten, hvor der også kan købes drikkevarer og snacks.
Silkeborg BikePark, byens mountainbike legeplads, ligger samme sted og byder på adrenalinsus og fart. Er der større børn eller teenagere i familien, og vil I gerne give den gas, er det helt oplagt med en tur på en af MTB-banerne.
Hvad har I lyst til?
På vandretur med børnene
Hvis I er mere til vandreture, så kridt vandreskoene og gå til Himmelbjergets udsigtstårn, hvor I har en helt fantastisk panoramaudsigt ud over Julsø.
Skal vi ud at gå en tur?
Kom helt tæt på Danmarks unikke dyreliv
Kan I lide dyr? Så kom tæt på dem i Silkeborg.
Kom helt tæt på dyrene
I Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg kan I møde og opleve dyr fra den danske natur bl.a. oddere, grævlinge, padder, krybdyr og fugle. Og de modige kan også røre ved fiskene i røre-bassinet. Hvis I også vil opleve nogle af Danmarks mest storslåede rovfugle, er det oplagt at besøge Silkeborg Ørnereservat, hvor I kan komme helt tæt på ørne, falke, høge og ugler ved reservatets Rovfugleshow.
På, i og ved vandet
Gudenåen snor sig igennem Silkeborg og Søhøjlandets mange store og små søer. Her finder I alle skønne former for vandaktiviteter som sejle, ro, bade og fiske - alt sammen perfekte ferieoplevelser for hele familien.
Gudenåen er ikke mindre end magisk, dansk naturskat, som I ikke må gå glip af. Her er masser af mulighed for at leje kanoer, kajakker og robåde på time- og dagsbasis flere steder langs Gudenåen. En sejltur op ad åen, vil få jeres puls til at dale, når I lytter til de små bølgeskvulp og flyder gennem den fredfulde og betagende natur.
Snup en dukkert
I Silkeborgs maleriske naturomgivelser er der også rig mulighed for at bade, da søerne er blandt de reneste i Danmark. Find badehåndklæderne frem og gør klar til en forfriskende ferskvandsdukkert midt i den fantastiske natur.
Nyd en tur i de skønne badesøer Almind Sø og Ørnsø i Silkeborg, som begge er meget familievenlige. Ved Ørnsø finder I også trolden, Stærke Storm, en kæmpe træskulptur af kunstner, Thomas Dambo.
Stå på historiske transportmidler gennem bjergtagende natur
På tur med Hjejlen
Hvordan kom man rundt i gamle dage? Tag familien med ind i en tidslomme ombord på verdens ældste kulfyrede hjuldamper Hjejlen og få en uforglemmelig og smuk sejltur på Gudenåen fra Ry til Himmelbjerget. Hjejlen har sejlet siden 1861, og når I stiger ombord på hjuldamperen, vil fyrbøderen kaste kul under kedlen, og maskinmesteren smøre den gamle maskine - præcis som det er blevet gjort i mere end 150 år.
I kan også opleve en formidabel køretur gennem landskabet på det smukke gamle damplokomotiv ved veteranbanen Bryrup-Vrads. Lad jer bumle gennem Søhøjlandets fantastiske naturscenerier på den 5 km lange strækning, og nyd efterfølgende en frokost eller forfriskninger i den gamle stationsbygnings restaurant.
Udforsk museer og kultur
Få tips fra den lokale guide Thomas Frydenlund, find spændende museer og meget mere.
Thomas' guide til familien
Få et sansebombardement af farver og former på Museum Jorn, hvor Danmarks indflydelsesrige og internationalt anerkendte Cobra maler, Asger Jorn, indbyder jer til at undres. Efter en underfuld tur gennem udstillingerne, kan hele familien slippe kreativiteten løs i kunstmuseets åbne værksted, hvor I kan få fingrene ned i kunsten, fordybe jer og afprøve kreative teknikker, som kunstnerne selv har arbejdet med - I må naturligvis tage jeres egne værker med hjem.
Er I begejstrede for fortællinger om vores fælles fortid, så tag på Museum Silkeborg. Her kan I se det mere end 2000 år gamle moselig, Tollundmanden, som er fundet nær Silkeborg og lade jer betage af andre spændende arkæologiske fund og fortidsminder.
Har børnene brug for at brænde mere krudt af?
Super legepladsen - Indelukket
Indelukket i Silkeborg, er endnu et oplagt udflugtsmål for børnefamilien. Indelukket er en kombineret bypark og marina ved å og skov, hvor der er plads til at udfolde sig frit. Her finder I Indelukkets legeplads, en helt ny legeplads med aktiviteter der inspirerer både store og små til balanceleg, klatreture og fart i rutsjebanerne. Når I trænger til en is eller noget at spise, kan I tage videre til Indelukkets Minigolf, hvor der både er iskiosk og en restaurant. Her kan I udfordre hinanden på en 18-huls minigolfbane, hvor I med garanti vil få jer nogle hyggelige timer og et godt grin.
En anden god familieudflugt er parken, Labyrinthia, hvor store og små kan muntre sig med at finde vej i parkens otte forskellige labyrinter - En sjov udflugt med de mindste.