Lær en ReThinker at kende
Mød nogle af de frivillige, som gør en forskel i Aarhusregionen. Her kan du læse portrætter af tre dedikerede ReThinkers.
Jeg føler mig lige værdsat, om jeg tager 2 eller 10 vagter
Mød Martha Bo Almskou
Martha har været ReThinker siden 2017 og har ingen planer om at stoppe. Hun er bosat i Randers, arbejder på SEGES i Skejby som landbrugstekniker, og melder sig til ReThinker-opgaver både i Randers og Aarhus. ”Det kan man sagtens, når man er heldig at have en så fleksibel arbejdsplads som min, og det er utrolig givende at få lov til at være ReThinker flere steder, fordi man får rigtig meget igen”, siger Martha.
”For mig er det ferie at være frivillig. Da jeg var frivillig ved Ocean Race holdt jeg 14 dages ferie. Jeg får utrolig mange spændende oplevelser og bliver så stolt af, at vi kan løfte opgaverne i fællesskab”.
Det er dog ikke nødvendigt at tage ferie, fordi man er ReThinker, pointerer Martha, for vagterne er aldrig lange og opgaverne altid veldefinerede og varierende. ”Jeg føler mig lige værdsat, om jeg tager 2 eller 10 vagter, og det er meget væsentligt.”
Martha fremhæver, at ReThinkers har et fantastisk fællesskab, og hvor givtigt det er at være sammen om oplevelser. Hun har altid syntes, det har været spændende at være med bag kulissen, og oplever det som et privilegium at få lov til at skabe de bedste rammer for mange forskellige typer arrangementer.
”Noget af det bedste, man kan gøre, er at være andre mennesker til gavn”, sådan sagde tidligere chefredaktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjerager ved sin fratrædelse. Det motto sammenligner Martha med ReThinkers opgaver. ”Som ReThinkers ønsker vi at være til gavn, og det er en stor glæde, at være en del af så givende et fællesskab, der forhåbentlig gavner rigtig mange”, afrunder Martha.
Der er masser af frivilligopgaver at tage fat på i Randers
Mød Jesper Krogsgaard
Jesper har boet i Randers i 27 år og har på blot 4 uger som Randers ReThinker meldt sig til intet mindre end 10 opgaver. Jesper er nysgerrig på mange forskellige typer af opgaver. Det passer ham rigtig godt at være ReThinker, fordi han selv kan bestemme hvor meget, eller hvor lidt han vil deltage i.
”Der er masser af opgaver at vælge imellem, og jeg kan godt lide, at jeg selv bestemmer, hvor aktiv jeg vil være.”
Fleksibiliteten og variationen af opgaver betyder meget, og det gør indholdet af opgaverne også:
”Som ReThinker får jeg mulighed for at få et indblik i aktiviteter, som jeg normalt ikke ville have mulighed for som gæst. Jeg synes, det er spændende at komme med ind i maskinrummet på arrangementer, og se hvordan det hele bliver styret.”
Jesper fremhæver Dronning Margrethes besøg i Randers, hvor han synes, det var så spændende, at han meldte sig til 2 opgaver på samme dag: ”Det er sådan en begivenhed, som man sjældent får mulighed for at deltage i og ovenikøbet blive en aktiv og vigtig del af.”
Jesper fortæller, at ReThinker både har opgaver til sport- og kulturaktiviteter og opgaverne varierer lige fra at samle flagstænger til majestæten til at hjælpe til et håndboldstævne. Jesper har blandt andet haft opgaver i Randers Festuge, til Harbour Challenge, Kulturfestival i Randers og til den første ølfestival afholdt i Randers:
”Jeg kan godt lide det sociale i det. Både at vi løser opgaverne i fællesskab, og at vi taler med rigtig mange forskellige mennesker. For eksempel til ølfestival, hvor jeg skulle fortælle og guide. Det var megasjovt, og festivalen var et kæmpe hit”.
Jesper anbefaler varmt andre at melde sig som ReThinker og siger:
”Alle kan være med som frivillig ReThinker, da du bliver præsenteret for en buket af forskellige opgaver, og så kan du selv vælge, hvad der passer…og heldigvis er vagterne aldrig for lange.”
Som lokal borger mærker Jesper hvor stor en betydning Randers ReThinker har for byen. Randers ReThinkers er med til at promovere Randers på en positiv måde, og Jesper formulerer det så præcist: ”Der er mange aktiviteter, der ikke ville blive til noget i Randers, hvis vi ikke havde frivillighed.”
På trods af sin relativt korte erfaring som ReThinker, så kan Jesper allerede nu sige: ”Der er masser af opgaver at tage fat på, så jeg fortsætter.”
Før rejste jeg meget ud i verden og nu kommer verden til mig som ReThinker
Mød Inger-Margrethe Jensen
Inger-Margrethe stoppede på arbejdsmarkedet i 2014 efter et langt og rigt arbejdsliv med meget internationalt arbejde. I 2016 så Inger-Margrethe tilfældigt en artikel i AarhusOnsdag vedrørende opstart af frivilligprogrammet under Europæisk Kulturhovedstad. Den internationale vinkel fangede Inger-Margrethes interesse. Hun blev ReThinker og har været aktiv ReThinker lige siden.
Inger-Margrethe har aldrig fortrudt, at hun meldte sig. Tværtimod, og det er ikke svært for hende at sætte ord på hvorfor: ”Jeg tror aldrig, at jeg har fået så meget anerkendelse, som jeg får som ReThinker og af frivilligorganisationen.
Der er en god stemning. Opgaverne er veldefinerede og afgrænsede, og der er altid nogen, der har din ryg. Det motiverer mig!”
En anden stor motivationsfaktor for Inger-Margrethe er en stolthed over at bo i Aarhus og et ønske om at kvittere med at gøre noget godt for byen: ”Jeg er glad for at bo i Aarhus, og jeg vil godt give noget tilbage til byen. Det glæder mig at kunne være med til at gøre en forskel for byen, og jeg kan lide at være en del af en større gruppe. Det driver mig.”
Inger-Margrethe fik lynhurtigt ansvar som ReThinker-teamleder, og hun kan især godt lide at være del af de store events. Hun har været heldig at få fantastisk spændende opgaver i Tall Ship Race, VM i Sejlads og til Ocean Race Stop Over og fremhæver særligt, da Aarhus var vært for den store og prestigefyldte SportAccord konference.
”Jeg synes altid, det er spændende at møde nye mennesker, og det var en kæmpe oplevelse for mig at møde den olympiske komité og de allerstørste sportsikoner. Det glemmer jeg aldrig.”
Inger-Margrethe går stadig målrettet efter de opgaver, der har et internationalt islæt. Hun har blandt andet været med siden krydstogtanløbene begyndte i Aarhus og har på nær hånd oplevet, hvordan de har vækstet i Aarhus: ”I 2023 har vi helt op mod 70 krydstogtanløb, og det er intet mindre end imponerende, at det lykkes at mønstre ReThinkers til samtlige anløb.”
Inger-Margrethe fortæller, at selv om værtsopgaven ved krydstogtanløbene efterhånden er en ReThinker-driftsopgave, så bliver den ved med at være populær og sjov. Det skyldes de gode rammer, der er skabt om opgaven. De gode rammer bevirker, at ReThinkers føler sig trygge og kan agere frit indenfor rammerne. Som Inger-Margrethe så flot opsummerer:
”Hver opgave overrasker mig på positiv vis. Jeg har aldrig oplevet at tage fra en opgave og ikke tænke: Hvor var det her godt – og den følelse kan du ikke købe dig til. Jeg bliver simpelthen glad af at være ReThinker, og jeg føler mig enormt privilegeret over at være del af det fællesskab og samtidig have det sjovt. Før rejste jeg meget ud i verden, og nu kommer verden til mig som ReThinker.”
Del dine personlige anbefalinger
Når du er frivillig i Aarhus eller Randers, kan du dele dine personlige anbefalinger med gæster fra nær og fjern. Se herunder, hvilke steder Kristian og Claus anbefaler i deres byer.