So much to enjoy, so close to you optagelse

Case: So much to enjoy, So close to you

Foto: VisitAarhus

Kan man lave en kampagne, hvor den grønne omstilling, kreativitet og marketing performance går hånd i hånd? Det er i hvert fald ambitionen med ”So much to enjoy, So close to you”.

En kampagne, som er udviklet med afsæt i de hundredvis af store oplevelser inden for små afstande, som vores gæster kan nyde, når de er på besøg. 

Her kan du hoppe i dine sneakers, på cyklen, på toget, i el-bilen eller på letbanen og straks lander du ved den næste oplevelse. De små afstande gør det nemlig let at træffe mere klimabevidste valg, når det kommer til transport på vejen både til og rundt om i Aarhusregionen. Og det er ikke et svært valg – det er praktisk.

So much to enjoy, so close to you video
So much to enjoy, so close to you video
So much to enjoy, so close to you video

Mere bevidste valg i alle dele


De klimabevidste valg går igen i alle kampagnens faser. Fra budskabet med fokus på transport med et lavere CO2-aftryk; til produktionen af indhold og lancering af kampagnen med en lang række små, men vigtige valg i alle faser i forsøget på også at begrænse vores aftryk så meget som muligt undervejs. Og så har vi selvfølgelig rapporteret på det hele.  

Her kan du se nogle af de valg, vi har truffet:  

Markeder: Vi udvalgte markeder på baggrund af data og indsigter om bl.a. målgrupper og markedets modenhed overfor klimabudskaber: Tyskland, Nederlandene og Frankrig. Kampagnen kører kun i én by pr. marked – den by, hvor der er bedst forbindelse til Aarhus via tog (Hamborg, Amsterdam og Paris).

Budskabet: Alle kampagnens elementer har fokus på at fremhæve de korte og konkrete afstande til Aarhus eller imellem oplevelser i Aarhusregionen via transport- og tidsangivelser. Kampagnens tre korte videoer er også optaget i rå og grå efterårslandskaber - tro mod kampagnens hensigt: at tiltrække gæster i skuldersæsonerne, fremfor højsæsonen.

Produktion: Vi skar ned på udledning ved ganske enkelt at skære ned i produktionsholdet, så kun tre personer optog alle baggrundsskud i regionen. På dag to samlede vi det store hold på én lokation i Filmbyen i Aarhus og lavede de endelige optagelser med vores hovedpersoner foran en skærm.

Crewet var lokalt, forplejning var plantebaseret, affald blev sorteret og vejet, og kostumer blev lånt.  

Lancering: Vi købte placeringer ind igennem Adform Scope3, som gjorde det muligt for os at frasortere de tungeste og mest forurenende placeringer ifm. online video-annoncering og digital out of home skærme på og ved hovedbanegårde i de tre store byer. Vi sørgerede for, at videoer blev streamet i stedet for downloadet hvor end muligt. Og vi indgik et samarbejde med GoodLoop på YouTube og gav seerne et valg – jo mere de så, jo mere donerede vi til 1% For The Planet.

Sidst, men ikke mindst registrerede og rapporterede vi på alt. 

Produktionen af videoerne blev registreret i en CO2-beregner fra AdGreen, som stiftet af BAFTA (British Academy of Film and Television Arts), der arbejder for at reducere miljøpåvirkningen fra reklameproduktion. Og i medieannonceringen kan vi måle og reducere udledningen i medieannonceringen gennem dentsu Media Carbon Calculator, som er udviklet i samarbejde med den eksterne, uvildige konsulentvirksomhed Axionable. Metodologien er udviklet ud fra GreenHouse Gas Protokol og ISO 14064.

Det virker måske simpelt. Og det er ikke perfekt. Men det er en god start og et eksempel på, at selv små valg til sammen kan gøre en stor forskel.   

Kampagnens indhold strækker sig over fire spor:


Digital out of home: Digitale annoncer på skærme placeret på eller omkring hovedbanegårde i de tre storbyer med fokus på tog som transportform på rejsen til regionen

Meta: Annoncespor med animationer og stills, hvor der er fokus på udvalgte oplevelser og transport rundt i Aarhusregionen  

Meta, YouTube og online video: Tre kreative videoer á 20 sekunder med fokus på oplevelser på oplevelser på tværs af regionen

Meta: En behind the scenes-video, som dokumenterer de valg, der er truffet undervejs for at reducere kampagnens samlede CO2-aftryk

So much to enjoy, so close to you kreativ

Markeder:  

  • Hamborg, Tyskland
  • Amsterdam, Nederlandene
  • Paris, Frankrig

Målgruppe: Rejsende med interesse for kultur og natur-oplevelser fordelt over aldersgruppen fra 25-65 år

KPI’er:  Tid med brugeren i form af VTR og kvalitetstid på website (30 sek.)

Se eksempler på kreativer fra kampagnen her.

Kontakt

Nanna Fangel-Madsen

Brand Manager

nfm@visitaarhus.com

Kampagnen er udarbejdet med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse logo