Turistinformation på Store Torv

‘Flyvende’ turistservice i Aarhus denne sommer

22.6.2021
Foto: VisitAarhus

VisitAarhus udvider sin velkomstservice i Aarhus denne sommer, og de mobile velkomstteams vil flytte sig, alt efter hvor gæsterne er.

Gennem de sidste ti år har VisitAarhus haft velkomstteams på tre faste lokationer i Aarhus, hvor gæster har hentet inspiration til oplevelser i Aarhus og omegn. Ordningen har været en stor succes, og derfor udvider VisitAarhus i år med en ny, opsøgende velkomstservice, der rykker sig alt efter, hvor gæsterne befinder sig. 

Når skolernes sommerferie begynder 26. juni, er det samtidig startskuddet til, at den mobile turistinformation triller ud i byens rum. Fra mandag til fredag vil de være at finde ved DOKK1, Store Torv og Banegården, mens de i weekenden er mere opsøgende. 

”Vi rykker tættere på gæsterne end nogensinde før. Den flyvende turistinformation skal inspirere og hjælpe gæsterne, hvor de er. Vi glæder os til at se, hvordan gæsterne tager imod velkomstværterne derude, og forhåbentlig bliver de glade for, at de ikke skal opsøge information, men at den faktisk kommer til dem” siger direktør for VisitAarhus, Pia Lange Christensen.  

De mobile velkomstteams vil være i bybilledet fra den 26. juni til den 8. august, og viser det sig, at byen vrimler med gæster længere hen i august, er VisitAarhus klar til at forlænge ordningen. 

”Vi vil være, hvor gæsterne er, men også når gæsterne er her. Det handler altså ikke kun om lokation men også om tidspunkt, for gæsterne skal ikke lede efter os – vi kommer til dem. Sommeren bruges til at teste, hvad der fungerer, og vi laver justeringer løbende. Det kan være, at vi på en varm sommerdag står på byens strande eller havnepladsen, mens vi på andre dage står i Dyrehaven. Bliver sommervejret til den regnfulde side, giver det måske mest mening at stå ved nogle af byens museer” konstaterer gæsteservicechef i VisitAarhus, Bente Mondrup. 

Der har gennem de sidste ti år været stor tilstrømning til de mobile velkomstteams. Faktisk så stor, at der er sket en tidobling af besøgende sammenlignet med dengang, der var traditionelt fysisk turistkontor på Banegårdspladsen.  

”Gæsteservice er ikke, hvad den var engang. I dag kan gæster selv finde frem til åbningstider, adresser og anden relevant information på nettet, men mange søger inspiration under deres ophold. Og den er vores professionelle velkomstværter meget bedre til at give end diverse søgemaskiner” siger Bente Mondrup. 

Udover de mobile velkomstteams er gæsteservicetelefonen klar til at svare på henvendelser, og VisitAarhus’ trykte destinationsguide ligger klar på overnatningssteder og attraktioner i hele Aarhusregionen. Destinationsguiden er en samlet guide til oplevelser og overnatningssteder i Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov, Randers og på Djursland.