Nyt udviklingsprojekt skal styrke Aarhusregionens kulturinstitutioner
Udadtil er der stille på Mønsted Kalkgruber, Fregatten Jylland, Hjejleselskabet, Science Museerne og ARoS i øjeblikket, men indenfor er der travlhed.
De fem kulturinstitutioner er netop udvalgt til, sammen med 12 andre landet over, at finde nye måder at møde gæsterne på, når landet igen åbner, og krav om tryghed og sikkerhed står øverst på dagsordenen.
Hvordan kan vi ved hjælp af digitale værktøjer skabe en god og tryg velkomst for vores gæster og hvordan kan vi skabe nærværende publikumsoplevelser trods afstand og restriktioner? Det er nogle af de udfordringer, som blandt andre Mønsted Kalkgruber og ARoS står over for under Covid-19, og som et nyt udviklingsprojekt skal finde løsninger på. Kulturinstitutionerne har hver fået 100.000 kroner til at udvikle og teste ideer, der kan sparke gang i omsætningen og imødekomme gæsternes nye behov i kølvandet af corona-krisen.
”Kulturinstitutionerne er under et enormt pres. De har under COVID-19 kæmpet for at finde nye måder at skabe trygge og sikre rammer for deres gæster samtidig med, at de har knoklet for at skabe indtjening imellem nedlukningerne. Kulturen er en af de væsentligste grunde til, at vi kan tiltrække gæster til storbyen. Over halvdelen af byernes gæster kommer på grund af kulturlivet. Så jeg er glad for, at vi med dette initiativ kan støtte vores kulturinstitutioner med nye løsninger, som kan styrke deres forretning i en svær tid og sætte kulturen i centrum for en kickstart af storbyturismen i Danmark,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.
Udviklingsprojekterne på de 17 kulturinstitutioner landet over er en del af det landsdækkende initiativ ’Kickstart Kulturturismen’, der skal sætte ekstra fokus på storbyernes kulturoplevelser. Projekterne gennemføres i et samarbejde mellem VisitAarhus, Destination Nord, Destination Fyn og Wonderful Copenhagen.
Store forventninger til nye løsninger
Hos Mønsted Kalkgruber ved Viborg har direktør Rikke Friis store forventninger til de kommende måneders arbejde. Verdens største kalkgruber bød sidste år velkommen til et rekordstort antal besøgende, hvilket tydeliggjorde behovet for at finde nye måder at sprede gæsterne på.
”Vi drømmer om, at digitalisering og digitale værktøjer kan være med til at sikre, at vi kan give vores gæster en god og sikker ankomst, og at vi med hjælp af digitale værktøjer, nudging mm. kan få skabt endnu bedre spredning af gæsterne rundt på vores attraktion. Jeg er meget spændt på, hvor det næste halve års udviklingsarbejde bringer os hen, og hvilke løsninger vi ender op med,” siger Rikke Friis, direktør i Mønsted Kalkgruber.
Også hos ARoS i Aarhus ser formidlingschef Marianne Grymer Bargeman frem til de kommende måneders arbejde. Covid-19 har kostet museet dyrt, og der er et stort behov for at udvikle og teste nye løsninger, der kan hjælpe med at sparke gang i omsætningen og sikre nærværende publikumsoplevelser trods afstand og restriktioner.
”Vi har på ARoS i mange år arbejdet på at være mere og andet end et klassisk museum. Vi har haft fokus på at fremme aktiv deltagelse, dialog og fysiske møder. Derfor udfordrer COVID-19 os på vores kerneværdier. Så jeg er meget glad for, at vi nu har fået mulighed for sammen med dygtige kulturaktører og eksperter at udvikle og teste konkrete, bæredygtige løsninger på, hvordan vi kan beholde nærværet til vores gæster samtidig med, at vi sikrer afstand,” siger Marianne Grymer Bargeman, formidlingschef på ARoS.
I de kommende måneder får de deltagende kulturinstitutioner værktøjer, viden og inspiration til at udvikle konkrete ideer til løsninger. Når ideerne er syretestet, skal der udvikles et konkret nyt forretningsinitiativ på hver enkelt kulturinstitution, der skal lanceres og testes på gæster over foråret og sommeren. Hele forløbet bliver afsluttet i september 2021, hvorefter det kommer hele kultur- og turismeerhvervet til gode i form af værktøjer og cases.
De 17 kulturinstitutioner, der er udvalgt til at deltage i udviklingsprojekterne, er:
• Fregatten Jylland
• Mønsted Kalkgruber
• Science Museerne
• ARoS
• Hjejleselskabet
• Kunsten
• Aalborg Karneval
• Aalborg Kongres og Kultur
• Kunstmuseum Brandts
• Odense Aafart
• Statens Museum for Kunst
• Dansk Arkitekturcenter
• Nationalmuseet
• Teater Riddersalen
• Strömma Danmark
• Historie & Kunst (Thorvaldsens Museum, Stadsarkivet og Københavns Bymuseum)
Mere information om udviklingsprojekterne og ’Kickstart Kulturturisme’-initiativet kan findes på www.wonderfulcopenhagen.dk/kicktstartkulturturismen
Kickstart Kulturturismen gennemføres i regi af Dansk Storbyturisme, som har sekretariat i Wonderful Copenhagen. Initiativet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og gennemføres i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Destination Nord og Destination Fyn.