1974-kvarteret i Den Gamle By
Den Gamle By har genskabt en hel bydel med udgangspunkt i året 1974. Bydelen er en tidsrejse, hvor du kan besøge din egen, dine forældres eller dine bedsteforældres historie og træde ind i hverdagen, som den så ud i 1974.
Livet i 1974
Se, hvordan frisurerne så ud, hvilket tøj og hvilke cremer man kunne købe, og træd ind i lejligheder, der måske ligner dem, dine forældre boede i. I kvarterets konditori kan du smage på de kager, man spiste dengang.
Tag hele familien med, og få din mor og far til at fortælle dig og dine søskende om deres tid i halvfjerdserne. Om legetøj, cykler, idoler, biler og alt, hvad du ellers kunne tænke dig at vide. Grib chancen og tag i Den Gamle By og find ud af, hvad det egentlig er, dine forældre taler om, når de mindes den tid.
Har du selv været ung i 70'erne?
En gåtur i 1974'er-kvarteret kan både være en sjov, mærkværdig og vemodig rejse, hvis du har oplevet halvfjerdserne selv. Tag tilbage til dengang, du var barn, ung eller blot yngre, og mærk fornemmelsen af en tid, der både er tæt på og meget langt væk.
Husker du for eksempel, at orange og brun var modefarver? Husker du de store, tunge fjernsyn med en lillebitte skærm - og husker du, hvad DR sendte i dem? Og hvad med kollektiverne, Napoleonskagerne og Niveacremen?
Tårnborg
I 1974-kvarteret kan du besøge Tårnborg, der er et stort hjørnehus med tre lejligheder, hvor du kan kigge indenfor hos kernefamilien, opleve kollektivet, se, hvordan den enlige skoleinspektør boede og handle i butikker fra 70'er-tiden. Gå heller ikke glip af et besøg i radioforretningen, som spiller tidens hotteste toner.
Huset i Havnegade
Oplev den samme stemning som ved Huset på Christianshavn, når du besøger Huset i Havnegade. Her finder du seks lejligheder og får et indblik i både private hjem, værksteder og baggårde. Og besøg endelig jazzbaren Bent J, hvor du kan mærke den autentiske stemning fra det tidligere værtshus.
Se, hvad andre deler på Instagram
#dengamleby #visitaarhus #visitaarhusregion
GRATIS ADGANG FOR ALLE UNDER 18 ÅR