Grøn oplevelse
©  Foto:

Aarhus Hostel og Hotel

Aarhus Hostel og Hotel ligger i Aarhus-forstaden Hasselager, kun 10km fra Aarhus midtby. Her får du muligheden for at bo i hyggelige omgivelser og opleve den helt særlige danske højskolestemning. Gratis parkering, god offentlig transport og Green Mobility hotspot.

Ekstra indsats for miljøet

Aarhus Hostel og Hotel er Green Key certificeret. Green Key er turismens internationale miljømærke. Aarhus Hostel og Hotel er stort set selvforsynende med el i deres daglige drift takket være solceller og de indsamler og bruger regnvand bl.a. i toiletter og maskiner. Læs mere om deres bæredygtige tiltag her.

Hyggelige værelser

På Aarhus Hostel og Hotel er der 37 værelser til henholdsvis 1, 2 og 4 personer. Værelserne består af en blanding af hotel- og hostelværelser. Hotelværelserne har alle sammen eget badeværelse. Nogle af hostelværelserne deler toilet og bad, men er til gengæld meget prisvenlige, andre har eget badeværelse.

Fællesfaciliteter

I underetagen er der opholds- og spisestue med TV og gæstekøkken i forlængelse heraf, som er til fri afbenyttelse af alle overnattende gæster. I stueetagen er der endnu en opholdsstue med TV, forskellige brætspil og adgang til en hyggelig udestue. Stuerne er ofte mødested for sjove og hyggelige fællesaktiviteter. I underetagen er der et aktivitetsrum med bl.a. billardbord. Hvis konkurrence ånden kommer op I jer, kan I dyste både i brætspil, billard og udendørs på vores discgolfbane.

Gæstekøkken

Gæstekøkkenet i underetagen har fælles køleskab, som tømmes og rengøres regelmæssigt. Der er god plads til at lave mad og der er både komfur og mikrobølgeovn. I forbindelse med køkkenet er der en opholds- og spisestue.

Udendørs

Udendørs finder du et dejligt grønt areal, hvor du frit kan benytte grill, bålhytte, græsplæne, discgolfbanen og ellers nyde naturen omkring Aarhus Hostel og Hotel. Vores store græsplæne er god til at nyde solens stråler, spille medbragte havespil og til at nyde en picnic. Vi har flere terrasser og bord/bænkesæt og hyggelige pause områder. Bålhytten er lokaliseret inde i vores dejlige skov, hvor man også kan finde en lille sø.

Vaskefaciliteter

I vaskerummet finder du vaskemaskine og tørretumbler og tørrestativ. Vi har også strygejern og strygebræt, som begge frit må bruges.

Book din overnatning på Aarhus Hostel nu.

Se, hvad andre deler på Instagram

#aarhushostel #visitaarhus #visitaarhusregion