©  Foto:

Agri By

Agri By er en idyllisk landsby i Nationalpark Mols Bjerge på det sydlige Djursland omkranset af et par af Danmarks højest beliggende søer ca. 100 meter over havets overflade. Denne fredfyldte landsby er et perfekt udgangspunkt for at opleve Mols Bjerges unikke landskab, et bakkelandskab hvor du samtidig kan nyde den skønne udsigt ud over havet.

En af søerne er Agri Sø, hvor en undersøgelse foretaget af Geoscience ved Aarhus Universitet har afsløret, at den blev dannet for omkring 1000 år siden gennem et jordskred, hvor ler fra de omgivende bakker skabte søens bund. Undersøgelsen viste også, at landbruget i området begyndte omkring 1420, og at der fra slutningen af middelalderen blev udført rødning af hamp og hør ved søen.

Molbohistorie fra Agri

Agri By har gennem tiden været hjemsted for lokale traditioner og skæve fortællinger, herunder de kendte molbohistorier. En af de mest berømte handler om, hvordan landsbyboerne forsøgte at opdrætte spegesild i søen, men da de kun fangede en ål, troede de, den havde spist sildene og straffede den ved at drukne den igen!

Midt i landsbyen ligger den charmerende Agri Kirke, sammen med den tilhørende kirkegård og præstegård, som stadig er beboet. Dette skaber et harmonisk og smukt helhedsbillede, der er værd at opleve.

Molbohistorier - humoristiske fortællinger fra Mols

Molbohistorier er humoristiske fortællinger om de såkaldte "molboer" fra Mols, som fremstilles som naive og lidt enfoldige mennesker. Historierne er ofte satire over menneskelig dumhed, hvor molboerne finder på absurde løsninger på simple problemer. Selvom de er karikerede, er molbohistorierne en vigtig del af dansk folkelig kultur og har underholdt generationer med deres komiske og finurlige logik.

Praktisk information

  • Sted: Agri By, Mols Bjerge
  • Seværdigheder: Agri Sø, Agri Kirke, Kirkegård og Præstegård
  • Historisk baggrund: Jordskred, landbrug siden 1420, molbohistorier

Se, hvad andre deler på Instagram

#molbohistorier #visitdjursland #visitaarhusregion