Bidstrup Gods
Bidstrup Gods ligger i det bakkede landskab midt mellem Langå, Hadsten og Hammel i Favrskov, syd for Randers.
De vigtigste aktiviteter er driften af skov- og landbrug, jagt, fiskeri, og administration af boliger og fredede bygninger.
Godsets skove bruges af ryttere, jægere, skovbørnehaver og mange andre. På gårdspladsen holdes grundlovsmøde og juleaktiviteter, og i hovedbygningens smukke sale arrangeres koncerter og gallamiddage.
Historisk kendes Bidstrup fra 1200-tallet, hvor bisp Absalons bror Styge Hvide skulle have bygget den første gård. I 1749 blev gården købt af etatsråd Gerhardt Hansen de Lichtenberg, og hans slægt har nu i 9 generationer ejet Bidstrup.
Fri adgang til gårdspladsen, parkering uden for porten. Rundvisning for selskaber arrangeres efter aftale.