©  Foto:

Cykelrute: Rundt om resterne af Gudenådeltaet

Lige før udløbet i Randers Fjord dannede Gudenåen gennem årtusinder et delta. Denne tur fører hele vejen rundt om det gamle delta, og undervejs er der mulighed for at studere fugle- og dyrelivet fra to fugletårne. Den medbragte madpakke kan nydes på en bænk.

Værd at vide om din cykeltur

Turens længde: 7,7 km

Parkering: Brotoften i Randers C eller Randers Naturcenter

Rutens beskaffenhed: Grus

Anslået køretid: Ca. 1 time (ved 12 km/t)

Trafikale forhold: Der krydses 2 cykelbroer.

Gudenådeltaet

Det skete jævnligt, at Gudenåen gik over sine bredder, så engene og de omkringliggende marker blev oversvømmet, og det førte i 1951 til, at deltaet blev fjernet. Der blev bygget diger, så Gudenåen blev afskåret fra Vorup Enge og senere fra Hornbæk Enge nord for åen. Når vandet var pumpet væk, blev det muligt at dyrke korn. I 2009 begyndte man imidlertid at genskabe de store vådområder langs Gudenåen tæt ved Randers.

Gudenåen og Vorup Enge

I Vorup Enge stoppede pumperne i 2003 og gennembrød digerne med det resultat, at der på ganske kort tid blev skabt en sø.I Hornbæk Enge gentog processen sig, da man standsede man pumperne i 2009, således at Gudenåens vand igen kunne oversvømme engarealerne. Derved skabtes såkaldte våde enge til stor glæde for både fugle, dyr og planter.

Før i tiden var Gudenåen en vigtig transportvej til og fra det indre Jylland, og der var en livlig trafik med pramme på åen. Pramfarten havde sin storhedstid i sidste halvdel af 1800-tallet, og prammene blev trukket af heste eller mænd, der gik inde på bredden på den såkaldte "Træksti", der kan følges hele vejen til Silkeborg.

Turen fører også igennem Vorup Enge. Her findes flere fugletårne, hvorfra man kan iagttage det rige fugleliv. Man kan få mere at vide om livet i engene på plancherne i pavillonen og i fugletårnene.

Randers Naturcenter

Randers Naturcenter er opført som et bæredygtigt demonstrationsbyggeri og tilbyder naturoplevelser og naturformidling for både børn og voksne.

Se, hvad andre deler på Instagram

#visitranders #visitaarhusregion