Dagstur på Kulturringen: Langs kysten nord og syd for Aarhus
På denne tur cykler du langs kysten nord og syd for Aarhus. Undervejs har du frit udsyn over Aarhus Bugten, Aarhus skyline og den nye havnefront. Du kommer forbi Aarhus mest kendte topattraktioner og igennem de store bynære bøgeskove.
Start cykelturen på letbanestationen i Løgten. Herfra cykler du sydpå langs kysten.
Havudsigt og Østjyllands internationalt anerkendte kulturinstitutioner
Aarhus er med sine ca. 350.000 indbyggere Danmarks næststørste by. Byen har rødder i Middelalderen og er under hastig udvikling.
Middelalderen møder nutiden, når du cykler langs havnefronten. Du passerer Aarhus Domkirke, den største og længste kirkebygning i Danmark og det smukke gamle Aarhus Teater. Og du kommer forbi byens moderne havnepromenade og nyopført havnebad, sportsfaciliteter, ikoniske højhuse og byens bibliotek Dokk1.
I Aarhus kan du holde frokostpause på en af byens mange cafeer eller restauranter. Der er kun få hundrede meter fra cykelruten langs havnefronten til byens kendte museer: Den Gamle By, Vikingemuseet, ARoS Aarhus Kunstmuseum og KØN – Gender Museum Denmark.
Arkitektur og dybe skove
Fortsæt cykelturen syd på. Du kommer nu ind i Marselisborg Skovene, der kendes på de høje bøgetræer og dybe slugter. Midt i skoven ligger Moesgaard Museum. Her kan du udforske de etnografiske og arkæologiske udstillinger og den spektakulære museumsbygning, der er bygget ind i landskabet. Fra Moesgaard vender du cyklen og tager turen retur til Aarhus C.
Cykler kan medtages i Letbanen uden for myldretiden. Læs mere om regler for cykel på Letbanen her.
Praktisk information
- Start: Skødstrup (Letbanens stoppested, Løgten. Tag evt. letbanen hertil fra Aarhus C eller Grenå)
- Slut: Aarhus C (Letbanens stoppested ved Dokk1)
- Længde: 37 km (Skødstrup til Aarhus C: 17 km. - Aarhus C til Moesgaard tur/retur: 20 km)
- Kort: Se ruten på kort
- Rutens forløb: Du følger den skiltede cykelrute Kulturringen hele vejen.
#kulturringen #visitaarhus #aarhusregion
Teksten er udarbejdet med støtte fra Dansk Erhvervsfremmebestyrelse.