©  Foto:

Den Uendelige Bro

Forestil dig en bro, hvor du kan gå og gå og gå og gå. Uden at nå til ende. I de smukkeste omgivelser. Sådan er badebroen og kunstværket Den Uendelige Bro, som ligger ved Varna Strand/Ballehage Strand i Aarhus.

Den Uendelige Bro er taget ned for vinterhalvåret. Fra april 2025 kan du igen gå uendeligt rundt.

Fra midlertidigt til permanent kunstværk

Da ARoS-udstillingen Sculpture by the Sea fandt sted i 2015, kunne besøgende opleve massevis af kunstværker langs Tangkrogen. Et af dem var arkitekt Niels Povlsgaard og Johan Gjødes kunstinstallation Den uendelige Bro. Om de to herrer har skabt en ny genre for broer er uvist, men i hvert fald var den endeløse bro blandt de populæreste værker under vandreudstillingen.

Da Sculpture by the Sea lukkede ned, ønskede mange aarhusianere, at broen kom tilbage. Det ønske var Aarhus Byråd med på, og værket er derfor blevet en fast del af Varna Strand.

Et besøg værd

Hvad enten du har lyst til at trække i badetøjet og hoppe i vandet eller spadsere rundt og rundt og nyde synet af hav, strand og skov, er Den Uendelige Bro et fantastisk sted at tilbringe en dag med venner og familie.

Den cirkelformede brokonstruktion af træ løber fra strandkanten og ud i Aarhus Bugten og er et skønt udflugtsmål på din ferie i Aarhus.

Broen er tilgængelig fra maj til oktober

Broen står fra april og frem til oktober, hvorefter den pilles ned for at blive genopført til foråret igen året efter. Hvis du har spørgsmål til de præcise datoer, er du velkommen til at sende en mail til Aarhus Kommunes Idrætscentre på info@vigirbyenpuls.dk eller læse mere her.

Vil du vies på Den Uendelige Bro?

Aarhus Kommune tilbyder vielser på Den Uendelige Bro, hvor I selv kan vælge, om vielsen skal foregå på stranden, inde i midten af broen eller på broen ude i vandet. Vil I vide mere om at blive viet på Den Uendelige Bro eller andre steder uden for Rådhuset, kan I besøge Aarhus Kommunes hjemmeside eller kontakte kommunens vielseskontor på tlf. +45 89 40 22 22.

Adgang til Den Uendelige Bro

Den Uendelige Bro bliver taget ned i vinterhalvåret og bliver næste år sat op igen i uge 17. Dvs. at broen igen står klar fra ultimo april 2025.

I sommerhalvåret er der adgang til broen døgnet rundt.

Se, hvad andre deler på Instagram

#denuendeligebro #visitaarhus #visitaarhusregion