Emergenza Music Festival
Emergenza Music Festival er en årlig musikkonkurrence i Aarhus, hvor du kan opdage upcoming musiknavne på Danmarks bedste spillesteder og høre noget fedt musik. Paletten spænder bredt med alt fra hip hop, metal, akustisk, indie pop til country rock.
Festivalen er Danmarks og Europas største musikkonkurrence og finder sted i storbyer i Europa, Australien, Rusland, Japan og Nordamerika. I hvert land afholdes der indledende runder, semifinaler og regionale finaler.
Indledende runder i Aarhus
I Aarhus kan du opleve fede livekoncerter på spillestederne HeadQuarters, Radar og Voxhall, når der bliver afholdt indledende runder, semifinaler og finale. Vinderen af den danske finale skal deltage i den nordiske finale, og vindes denne, deltager bandet i den internationale finale.
Vinderen af den endelige konkurrence imod de andre internationale grupper får enten en pladekontrakt eller en tour rundt i Europa.
Et internationalt gennembrud
I alt deltager omkring 150 danske upcoming-bands og grupper på Emergenza Music Festival. Måske det bliver et dansk navn, der vinder den endelige internationale konkurrence?