Gåsehage-etapen på Mols Bjerge stien
Tag familien med på tur og følg Gåsehage etapen i idylliske Ebeltoft på Djursland. Du er garanteret en fantastisk rute med by, vand, skov og en masse andet smuk natur.
Kvalitetsstien Gåsehage Etapen er en del af Mols Bjerge-stien. Stien er internationalt certificeret af European Ramblers Association som Leading Quality Trails - Best of Europe.
Information om turen
Start din tur på P-pladsen ved Ebeltoft skole. Turen er i alt ca. 22,4 km. Sværhedsgraden er let til moderat. Ruten er desuden afmærket med hvide pile med teksten Mols Bjergestien og underteksten Gåsehage-etapen.
Oplev byen og naturen
På din tur oplever du Ebeltofts gamle bydel med bindingsværk og stokroser. Herefter bliver du ført videre mod havnefronten og følger vandlinjen med strandeng, badestrand og skov. Under din tur vil du opleve fuglebeskyttelsesområdet Ahl Hage, Ebeltoft Færgehavn, en ferieby med vandkanaler og Skelhøjes udsigt over Ebeltoft og vigen.