Julehygge i Aarhusregionen
Julehyggen spreder sig overalt i Aarhus og i hele Aarhusregionen i julemånederne november og december. Gaderne er smukt julepyntede, butikkerne emmer af julestemning, og lyden af dejlig julemusik fylder luften.
Overalt i Aarhusregionen kan du mærke julestemningen. Og der er ikke langt mellem de hyggelige østjyske julebyer Randers, Viborg, Silkeborg og Aarhus - og ikke mindst Ebeltoft og Grenaa på Djursland.
De charmerende julebyer byder på et væld af oplevelser. Uanset om du er til traditionelle eller moderne juleaktiviteter er der noget for både store og små. Nyd julens musikalske højdepunkter og deltag i aktiviteter både inde og ude.
Jul i Aarhus
Aarhus skaber en magisk stemning i juletiden - og byens butikker og de mange julemarkeder byder igen indenfor til juleshopping og dejlige og stemningsfyldte juleoplevelser. Helt særlige juleoplevelser i Aarhus er Jul i Den Gamle By og Jul i Friheden.
Jul i Viborg
Den historiske by Viborg var i 2023 udnævnt til Danmarks Juleby, og igen i år vil du kunne opleve den smukke historiske by i ekstraordinære smukke juleklæder. Overalt i byen kan du opleve og deltage i de hyggelige og sjove juleaktiviteter, nyde de smukke julelys, pyntede juletræer, lækre julegodter, og børnene kan glæde sig over de mange livlige nisser, der bor overalt i Viborg.
Jul i Randers
Randers emmer af hygge, og du kan både nyde duften af brændte mandler, drikke dejlig varm kakao og gløgg og blive betaget af de spektakulære juledekorationer. Kig forbi de mange butikker og julemarkeder, der inviterer indenfor med fristelser for både krop og sjæl.
Jul i Silkeborg
I Silkeborg, Danmarks Outdoor Hovedstad, er naturen i fokus, når julen indtager de gamle handelsgader, og der bliver pyntet med glimtende julelys og nisser. Tag børnene med på en juletur og mød Fader Jul, der spreder vidunderlig julestemning for både store og små.
Jul på Djursland
Alle vegne på Djursland vrimler det med nisser og duften af jul breder sig i de hyggelige små gader. Nyd julestemningen på attraktionerne på Djursland, og und dig selv en juletur til de hyggelige julebyer Ebeltoft og Grenaa.
Jul i hele Aarhusregionen
Den hyggelige juletid er en kærkommen gæst her i den mørke tid. I Aarhusregionen skruer vi som altid ekstra op for hyggen. Oplev julen som i gamle dage, find julegaver på de hyggelige julemarkeder, nyd dejlige julekoncerter, udsøg de bedste juletilbud i de pyntede butikker - og lad børnene se eller gense de hyggelige jule-teaterforestillinger.
Læs her mere om juleoplevelser i Aarhusregionen.