Kælkebakker i Aarhus
I Aarhus er der masser af bakker, der i det hvide vinterlandskab bliver forvandlet til de skønneste, hvide kælkebakker. Find dit indre legebarn frem, pak dig godt ind i varmt og regntæt tøj, og sus ned ad byens bedste bakker.
Nedenfor finder du en guide til de sjoveste, stejleste og vildeste kælkebakker i Aarhus.
Moesgaard Museum
Taget på Moesgaard Museum er den nyeste og vildeste kælkebakke i Aarhus. Da museet blev bygget, var det en del af arkitekternes plan, at taget skal kunne benyttes som kælkebakke. Kombiner din kælketur med et besøg på det imponerende museum. Moesgaard Museum har også en hyggelig café, hvor du kan få varmen igen med en kop kakao.
Botanisk Have
Der er skønt året rundt i Botanisk Have. Også om vinteren, hvor haven bliver forvandlet til et smukt vinterlandskab. Havens bakker er hvert år velbesøgt af kælkeglade mennesker i alle aldre, og havens størrelse gør, at der er plads til alle. Få varmen igen i Væksthusene i Botanisk Have, der byder på tropisk varme og flotte planter. Den Gamle By ligger også lige i nærheden af Botanisk Have, og du kan derfor kombinere din kælketur med et museumsbesøg og træde ind i hverdagen, som den så ud i 1974 eller i 1800-tallet.
Mindeparken
I Mindeparken er der lange og rigtig sjove kælkebakker. Hvis du har en prins- eller prinssesedrøm, er Marselisborg Slot lige på den anden side af vejen, hvor du kan gå en tur i slotshaven. Hvis Dronningen og hendes familie befinder sig på slottet, kan du opleve gardernes vagtskifte hver dag kl. 12:00.
Universitetsparken
Universitetsparken ligger tæt på Botanisk Have og er også fyldt med bakker og smukke omgivelser. Hvis vejret bliver alt for dårligt, kan du søge varme og oplevelser i de nærliggende museer bestående af Naturhistorisk Museum, Steno Museet og Antik Museet. Husk at der er gratis adgang for børn og unge under 18 år.
Djævlebakken i Risskov
På Dronning Margrethes Vej i Risskov finder du en bakke med masser af fart. Det er ikke tilfældigt, at kælkebakken bliver kaldt Djævlebakken. Der er garanti for masser af sjove oplevelser og hvinende gys på vej ned af bakken.
Kolde gys i Skøjtehallen
Hvis sneen ikke falder, kan du stadig få fart over feltet. Tag en tur i Aarhus Skøjtehal og sus afsted over isen.