Lisbjerg Skov og shelter
Lisbjerg Skov ligger ca. 11 kilometer fra Aarhus Centrum og let tilgængelig på cykel, i bil og med bus. Hop på cyklen og oplev cykelstien med dens rekreativitet. Lisbjerg Skov er for alle aldre og byder på en dag i aktivitetens og hyggens tegn.
Jernalderen med fri leg for alle
Løb igennem jernalderporten og hop ind i en anden verden, hvor du kan blive Asterix og Obelix for en dag. I de flotte omgivelser kan du ikke mærke, at du lever i et moderne samfund, da kulissen, naturen og de flotte udsmykninger tager dig tilbage til en svunden tid.
Slå lejr i vagttårnet og hold øje med fjenden - eller nyd udsigten over skove og søer.
Husk soveposen og hyggen
Kan du ikke få nok af en dagstur, så tag soveposen og liggeunderlaget med, og sov i den frie natur i et af de 5 store og flotte shelters, der findes i Lisbjerg Skov. Du kan selvfølgelig også lave bål og spise din mad, inden den står på hygge i shelteren. Husk mad og drikke!
Der er toilet på pladsen, men ikke vand.
Mere information om friluftslivet i Aarhus.