Museum Østjylland Grenaa
På Museum Østjylland Grenaa kan du opleve historien om Norddjursland.
Du kan finde og opleve Museum Østjylland flere steder i regionen herunder også i Ebeltoft og i Randers.
De fire veje til Norddjurs
Udstillingen ”Fire veje til Norddjurs: Havet, kalken, jorden og købstaden” tager dig med gennem 10.000 års historie på Norddjursland. ”Fire veje til Norddjurs” fortæller i fire temaer om de livsvilkår, menneskene siden stenalderen her har levet under.
Hør historien om havet, der altid har haft en enorm betydning for djurslændingene. Og om Kalken og de andre råstoffer, der blev udnyttet af de dygtige djurslændinge. Oplev historierne om Jorden og den store sandflugtskatastrofe, der også kaldes Nordens Pompeji. Slut af med at gå på opdagelse i Købstaden Grenaa med dens smukke huse, imponerende købmandsgårde og mange aktive mennesker.
Aktiviteter for hele familien
Museum Østjylland Grenaa arrangerer løbende sjove og spændende aktiviteter for både store og små året rundt.
I november og december er der skruet helt op for julehyggen med nissejagt, juleaktiviteter og det stemningsfulde julemarked midt i Købmandsgården.
Museumsbutikken bugner af fristelser som delikatesser fra Mjødgård og Læsø Saltsyderi, museumskopismykker, træ- og metallegetøj og lækkert garn.
Der er gratis adgang til museet.