Naturstien Silkeborg - Horsens
Den nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Horsens fører i dag cyklister, vandrere og ryttere gennem frodige ådale, gamle bøgeskove og det bakkede midtjyske Søhøjland på en 61 km lang rute.
Naturstien er for alle
Banestien har asfaltbelægning i den ene side hvor cykler, kørestole, klapvogne og rulleskøjter nemt kommer frem, mens en grusbelægning i stiens anden side især er for ryttere og vandrere.
Selvom stien er en nedlagt jernbane, bruges fem km af strækningen stadig som jernbane i sommerhalvåret samt til jul. Her kører et gammelt veterantog afsted med gæster på den smukke rute, der kaldes Danmarks smukkeste jernbane. Læs mere om Veteranbanen Bryrup-Vrads her.
Cykelrute
Banestien starter ved krydset Dalgasgade/Søndre Ringgade i Silkeborg. Herfra går det sydpå gennem Vesterskoven. Flere steder cykler du på dæmninger, hvor udsigterne over det omkringliggende kuperede landskab er bjergtagende.
Undervejs kommer du forbi steder som Labyrinthia, hvor du kan prøve at finde din vej ud gennem store labyrinter eller KunstCentret Silkeborg Bad, der har kunst både ude og inde. Du finder også flere rastepladser med borde, bænke og shelters.
Fra Silkeborg er der for vandrere mulighed for af følge Trækstien langs Gudenåen til Randers eller en smuk vandrerute til Aarhus.
Læs mere om banestien mellem Silkeborg og Horsens og se et kort her.