©  Foto:

Nielstrup Museum

En eftermiddag på Nielstrup Museum er en overskuelig oplevelse for hele familien. Et besøg i det lille unikke museum, er som at gå gennem et glemt Danmark, se ting og høre deres historier, som meget let kunne være blevet borte for altid.

Tove Tendal-Hansens private bolig, omdannet til museum

Det store røde murstenshus, der danner rammen om Nielstrup Museum blev bygget som aftægtsbolig til nabogården, Nielstrupgaard, og det ligner et helt almindeligt beboelseshus. Men inde bag blomster og de store lilla rododendronbuske gemmer der sig et skatkammer uden lige…… en samling af hverdagsting, der dokumenterer livet på landet gennem de sidste mere end 100 år.

Tove Tendal-Hansen, som designede aftægtsboligen til sine forældre i 1956, blev boende i huset efter forældrenes død og det er hendes samlemani og dedikation til at bevare historierne bag hver enkel genstand, der har skabt Nielstrup Museum.

Tove sagde om museet, som åbnede dørene for første gang i 1972: "Jeg har samlet siden barnsben, og på et tidspunkt kunne jeg ikke blive ved med at gemme i skabe og skuffer, så lavede jeg en udstilling med mine ting. Det har taget fart siden, og jeg kan næsten ikke være her for ting".

I de sidste mange år af sit liv, var hele huset med stue, kælder, førstesal og loft omskabt til Nielstrup Museum, og da hun døde som 93-årig i 2019, bestod samlingen af over 11.000 genstande.

Man kan se en ca. 30-minutter lang film om Tove på museet. Filmen er produceret af et australsk dokumentar-filmhold i forbindelse med at Århus var den Europæiske Kulturhovedstad i 2017.

En tidsrejse

At gå gennem det, der engang var Toves stuer og værelser, er som at gå igennem en dør der fører tilbage i tiden. Rummene emmer af fortiden, med deres samlinger af f.eks. gamle vasketøjsremedier, værktøj, køkkenredskaber og købmandsvarer; gammelt trælegetøj, dukker, dukkehuse og miniaturesymaskiner; møblerede stuer med dragkister, barselspotter, jydepotter, spinderokke, broderier, pibebræt, kobber- og sølvtøj, for at nævne bare nogle af tingene.

Historierne bag

Tove så værdien i de små historier, som ofte fulgte med de ting hun enten fandt eller fik af folk. Hun følte et stort ansvar for at gemme minder for andre. Derfor registrerede hun alle genstandene med deres historier i et omfattende arkiv.

Folk med tilknytning til området kan også søge oplysning om deres forfædre eller lokalområdet på arkivet.

Nyd din madpakke i museets have

Museet har en dejlig have, hvor du kan nyde din medbragte madpakke eller kaffe og er et idealt udflugtsmål for hele familien, bedsteforældre med børnebørn, cyklister og andre historieinteresserede.

Særudstillinger

Udover de ting, der indgår i den permanente udstilling, bliver der to gange om året, til jul og i sommermånederne, arrangeret særudstillinger af nogle af de genstande, der ikke til dagligt ser dagens lys. F.eks. kniplinger, kyser, dåbskjoler, bryllupskjoler, skolebøger, porcelæn, nisser, sprællemænd og alskens julepynt.

Læs mere herom på www.nielstrupmuseum.dk.

Åbningstider og entré

Museet er åbent hver onsdag kl. 13.00 - 17.00 eller efter aftale på +45 61 60 36 07.

Børn under 12 år er gratis, voksne kr. 30,-.

Nielstup Museum - en overskuelig oplevelse for hele familien

en tidslomme - en skattekiste - et besøg værd!