Sandgade og Thorsgade i Randers
Sandgade ved Thors Bakke i Randers kendes tilbage til 1774. I 1930’erne bliver den rettet ud og udvidet og der opføres nye beboelsesejendomme.
Thorsgade er opkaldt efter bryggeriet Thor. Bryggeriet blev grundlagt af svenskeren Johan Peter Lindahl i 1850 og fik i 1873 navnet Thor. Bryggeriet lukkede i 2003 og i dag bliver Thor øllen brygget hos Albani i Odense.
På Thors Bakke ligger den gamle Thor-bygning fra 1920’erne. Den smukke bygning er fredet og blev renoveret i 2004, med respekt for de originale detaljer. Facaden har stadig det oprindelige udtryk og loftsudsmykningerne og de dekorative spærkonstruktioner i de tre bryggerisale er bevaret.
I dag indeholder bygningen en restaurant. Thors Bakke er i dag én af flere nye bydele i Randers by.
Den store murstensbygning på Thorsgade 24 blev bygget i 1880 som kaserne for Dragonregimentet. Randers blev i 1774 garnisonsby for 5. Dragonregiment og i 175 år havde dragonerne hjemsted i byen. Den senere kong Christian 10 er uddannet hos dragonerne i Randers. Bygningen er i dag fredet.