©  Foto:

Slåensø

Slåensø er Danmarks reneste sø, og den ligger smukt i Silkeborg Sønderskov. Du kan gå en flot tur rundt om hele søen, og så er det også her, du kan se Danmarks højeste træ.

Slåensø ligge lige syd fo Borresø og regnes for en del af Silkeborg Søerne.

Kongestolen og Danmarks højeste træ

Søen ligger i et meget kuperet terræn. Den er et yndet udflugtsmål med Kongestolen (82 m højt) umiddelbart syd for Slåensø, hvorfra der er en flot udsigt ud over søen. Lige i nærheden står Danmarks højeste træ, en douglasgran, der er over 50 meter højt.

Du må gerne bade i søen - og den er så ren, at du også kan drikke af den.

En sø med historie

Søen er opstemmet cirka 2 meter for i sin tid at udnytte vandkraften, der har drevet både en benmølle, et savværk og en træskofabrik ved udløbet til Millingbæk.
 
Slåensø når en dybde af op til 12 meter. Den har kun tilløb af vand fra en række okkerholdige kilder på sydsiden, og ved deres udløb kan man flere steder se sumpagtige røde aflejringer. Med det begrænsede vandtilløb har søen meget rent vand.
 
Kilderne har i øvrigt været med til at give søen sit navn. Oprindeligt hed den Slaugen Sø, hvor "Slaugen" stammer fra det oldnordiske "Slagna", der betyder "springe".

Se, hvad andre deler på Instagram

#slåensø #visitsilkeborg #visitaarhusregion