©  Foto:

Søndermarkskirken

Søndermarkskirken er en moderne rundkirke bygget i 1980/81, som ligger i den sydlige del af Viborg.

Søndermarkskirkens runde form har ikke været tilstræbt, men er fremstået som en konsekvens af en del hensyn, der har måttet tages. Formen fremmer tanken om fællesskab, og kirken er indrettet således, at alle kirkelige handlinger foregår i rummets centrum.

Hærvejstæppet

I Søndermarkskirken kan du også opleve det flotte "Hærvejstæppe", som er et 10 meter langt broderet tæppe med motiver fra Hærvejen. Tæppet er broderet af en gruppe lokale kvinder og viser smukke motiver fra Hærvejen. Et absolut besøg værd!

Døbefonten

Døbefonten er en ægte muslingeskal. Fra ældgammel tid symboliserer muslingen de kristnes vej gennem livet fra dåb til grav.

Alteret

Alterudsmykningen og skibene er udført af billedhuggeren Yan og forestiller Peters Fiskedræt, og alle bådene er på vej mod solen og livet.

Også alterlysestagerne er fremstillet af Yan, der har givet dem navne efter de to bronzesøjler foran Salomons Tempel i Jerusalem.

Alterkalk og kande, patene og oblatæske er guldsmed Gunner Andresen, Viborg.

Søndermarkskirkens udsmykning taler om "Solopgangen fra det høje":

Strålerne fra solen, der er fremstillet i rustfrit stål, spreder sig ud over væggen og når ud i hele rummet. Altervæggens murværk danner kors ved kors, og solens stråler når som kors loftet, gulvet og væggene.