Teatret Svalegangen
Teatret Svalegangen er historier tæt på dig og din verden. Her kan du opleve tidens tanker og følelser i bevægelse. Det er smukt, grimt og altid brølende relevant. Teatret Svalegangen har 3 scener og mere end 20.000 gæster årligt.
Teatrets historie
Teatret Svalegangen blev i 1963 etableret af antikvarboghandleren Finn Bøckmann og skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist og John Hahn-Petersen. De fire ønskede at skabe et alternativ til den etablerede kunst- og kulturscene med et fokus på ny dramatik.
Tekstforfattere som Svend Aage Madsen, Klaus Rifbjerg og Benny Andersen var nogle af dem som tilsluttede sig projektet og leverede banebrydende manuskripter som blev opført i knappe lokaler i en slidt lagerbygning i Vestergade.
Teatret ligger fem minutters gang fra Aarhus Banegård og to minutters gang fra Aarhus Rutebilstation.
Udfordrende og underholdende teater
Teatret markerer sig stadig ved et fokus på ny dramatik med en insisteren på åbenhed, eksperimenter og historier, som både udfordrer og underholder.
Teatret Svalegangen har 3-5 egenproduktioner og ca. 16 gæstespil om året. Desuden huser teatret hvert år 2 teatergrupper som producerer deres forestillinger i huset.