![](https://gdkfiles.visitdenmark.com/files/484/278579_Gammel_Estrup.jpg?width=987)
Aktiviteter på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
Året rundt er der aktiviteter for hele familien på Gammel Estrup på Djursland. Oplev blandt andet børneaktiviteter i alle skoleferier, 1700-talsfestival i juni og Jul for herskab og tjenestefolk.
I alle skoleferier er der skruet op for aktivitetsniveauet. Der er særlige børneaktiviteter, og Herregårdskøkkenet er åbent med salg af kaffe og kage fra det store brændekomfur.
Ved Danmarks eneste 1700-talsfestival kan man opleve 150 frivillige i historiske dragter, der er med til at skrue tiden 300 år tilbage til en tid med adelsfolk med højt hår, imponerende kjoler og pudrede parykker, og bønder, der falbyder varer på markedspladsen med boder, gøgl og musik.
I måneden op til jul kan man opleve, hvordan både herskab og tjenestefolk gjorde deres juleforberedelser. Hele den store herregård er pyntet smukt op til jul, og Herregårdskøkkenet er åbent med salg af julebag. I alle weekender er der juleværksted og julekoncerter samt salg af juletræer og æbleskiver.
Gammel Estrup – en af Danmarks bedst bevarede renæssanceherregårde
Smukt placeret på det bakkede Djursland ligger Gammel Estrup. Nyd de pragtfulde sale, hvor adelen dansede og festede, og gå på opdagelse i de elegante gemakker og enkle værelser, hvor slægten Scheel og deres tjenestefolk levede deres private liv igennem 600 år. Gå også en tur i den smukke barokhave med karpedamme og orangerier, mens børnene prøver den nye store legeplads.
Læs mere om de mange aktiviteter på Gammel Estrup.