©  Foto:

Gravlevbanen i Nationalpark Mols Bjerge

Gravlevbanen er en 25 km lang cykelrute i Nationalpark Mols Bjerge, der byder på en smuk og varieret natur. En del af ruten følger den gamle jernbane fra Ebeltoft til Gravlev, hvor du træder tilbage i tiden, mens du cykler gennem skove, forbi søer og over bakketoppe. 

En rute med naturperler

Turen går gennem det idylliske Hyllested Bjerge, forbi Skovgårde og Jernhatten – en 49 meter høj bakke med en imponerende udsigt over Kattegat. På din vej vil du opleve Havmølle å og Stubbe Sø, hvor landskabet åbner sig i al sin pragt. Jernhatten står som et markant vartegn, hvor opstigningen byder på mødet med troldebøge og mørkegrønt vedbend. Fra toppen får du et magisk kig til øen Hjelm, der ligger ude i Kattegat.

Dråby Kirkevej

Hvor Gravlevstien krydser Dråby Kirkevej, kan du oppe bag bakken skimte landsbyen Dråby med den store kirke, som i folkemunde går under betegnelsen Domkirken på Mols. Dråby Kirke hørte under det rige Skærsø Gods, og helt frem til 1500-tallet var Ebeltoft Sogn kirkeligt et anneks til Dråby. Kirkens ældste bygningsdele er fra 1200-tallet, og kirkens indre er rigt dekoreret med meget velbevarede kalkmalerier.

Trustrup banen

Mellem Skærsø Gods og Ebeltoft går Mols Bjerge stien ad den gamle jernbanestrækning, der fungerede som privat togbane mellem Ebeltoft og Trustrup fra år 1901 til 1968. Mange har undret sig over, hvorfor jernbanen ikke blev placeret mellem Ebeltoft og Aarhus. Linjeføringen til Trustrup havde dog den fordel, at banen passerede de store forekomster af kalksten ved Rosmus og Balle. I dag fungerer lange strækninger af den nedlagte bane som kombineret cykel- og vandresti. Stykket mellem Skærsø og Ebeltoft går gennem mejse- og sangerrige pilesumpe, Dråbys tyste bøgehaller, over det åbne land og forbi sø, eng og mark, hvor du kan opleve og nyde lærker, viber, ænder og gæs.

Skærsø Gods

Navnet Skærsø betyder den rene eller klare sø, og henviser til, at hovedgården oprindeligt lå på et næs i en sø. Første gang Skærsø bliver nævnt er i forbindelse med Marsk Stigs flugt, efter han var blevet dømt fredløs for mordet på Erik Klipping i Finnerup Lade i år 1286. Den eftersøgte marsk overnattede efter sigende på Skærsø under sin flugt til øen Hjelm i året efter mordet. Marsk Stig ejede foruden hovedgården Møllerup også Søholt på den nordlige side af Stubbe Sø – så måske har han også ejet Skærsø?

Stubbe Sø

Havmølle Å udspringer fra det østlige hjørne af Stubbe Sø og udmunder i Kattegat efter en strækning på ca. 4,3 km. Undervejs støder flere mindre vandløb til Havmølle Å, som afvander et stort område. Havmølle Åsystemet huser en bestand af oddere, og du kan også opleve bl.a. fiskeørne og havørne i området. I stenalderen var området en del af fjorden, og der findes mange tegn på tidlige bosættelser her.

Flere steder på stien har du et flot udsyn over Stubbe sø. Besøg f.eks. også Fugletårnet i det sydøstlige hjørne af søen, som giver den bedste udsigt over både sø og fugleliv. 

Jernhatten

I Troldeskoven er bøgetræernes stammer krogede. Det skyldes, at træerne er blevet stævnet. Det betyder, at træer har fået stammen savet over tæt ved jorden og dermed fornyr sig ved mange nye rodskud fra stubben. Træer fra stævnede skove bruges til f.eks. brænde og pæle. Spredt rundt omkring på Jernhatten kan du være heldig at finde blå anemoner. De trives her pga. det høje kalkindhold i jorden. Nyd det smukke syn, men lad dem blive stående, da planten er sjælden. Jorden på Jernhatten er plastisk ler og grus og nogle steder ser man, at jorden skrider ned af skrænten i hele plader, hvor det tager buske og træer med i faldet.

Arnakke og Hjelm

Helt ude på spidsen af stranden står vi på det som bliver kaldt ”Store Spids” eller Arnakke. På stranden kan du finde mange flintesten, som er nogle isen og smeltevandet har bragt med fra områder nord for Jernhatten, hvor kalken ligger lige under jordoverfladen. I vandet mellem Jernhatten og Hjelm kan man se noget mørkt og skinnende. Det er en stor sten ved navn Blak, og man kan ofte se skarver sidde på stenen og tørre vinger. Lystfiskere kan i sæsonen fange både ørred, hornfisk og multe her fra stranden. Vær opmærksom på fredningsbæltet ved Havmølleåens udløb længere oppe af stranden.

Øen Hjelm

Fra toppen af knuden kan du mod syd se øen Hjelm med det hvide fyrtårn. Øen er blot en lille morænebakke omgivet af strandenge, men den gemmer på en spændende historie. Hjelm er først og fremmest kendt for at være hjemsted for marsk Stig Andersen og hans folk, der alle var kendt skyldige i mordet på kong Erik Klipping i 1286. Landsforviste og fredløse, men under beskyttelse af den norske konge, slog de sig ned på Hjelm, og derfra udgik plyndringstogter og angreb mod det danske kongerige.  Hjelm er i privateje, og der er ikke offentlig adgang til øen.

Overnatning i shelters

Du kan overnatte i shelters ved Stubbe Sø. Gå ind ad stien fra P-pladsen ved Stubbe Søvej 18. Vær opmærksom på, at du skal booke shelter 1, shelter 2 kan ikke bookes.

Praktiske oplysninger

  • Hvor: Gravlevbanen, Nationalpark Mols Bjerge
  • Start: Flere steder, men f.eks. i Ebeltoft ved P-pladsen
  • Distance: 25 km
  • Højdepunkter: Hyllested Bjerge, Skovgårde, Jernhatten, Havmølle å, Stubbe Sø, Hjelm

Se, hvad andre deler på Instagram

#stubbesø #molsbjerge #visitaarhusregion