Påskehygge i Den Gamle By
Påsken i Den Gamle By er altid en særlig og dejlig forårsoplevelse. Her kan du bl.a. følge påskeægget tilbage i tiden gennem Den Gamle Bys forskellige kvarterer, tage en snak med postbuddet og nyde en dejlig påskefrokost med historie.
Du kan gå på jagt efter stempler og følge påskeægget tilbage i tiden, dekorere dit eget påskeæg med smukke farver i det kreative værksted og lave påskekyllinger, som man lavede dem i 1970,erne og meget mere.
Overalt i Den Gamle By kan du mærke forårsstemningen, så husk også at tage en snak med byens mange beboere om de gamle påske traditioner, der har været gennem tiden. Og mon ikke også børnene kan være heldige at finde et påskeæg, som påskeharen har gemt i anledning af påsken.
Historisk påskefrokost
Start eller afrund dit besøg i Den Gamle By med en dejlig påskefrokost og nyd det brede udvalg med påskens retter hos Restaurant Gæstgivergården. Du kan blandt andet prøve solæg og nikålssuppe eller bestille Gæstgivergårdens lækre påskefrokost, som blandt andet indeholder lammerullepølse og kalvesylte.
I Museumsbutikken er der også mulighed for at købe påskepynt med hjem.