Koruplund Vingård og B&B
Hvis du har lyst til et afbræk i hverdagen uden børn, er Koruplunds Vingård og Bed and Breakfast et perfekt sted. Her kan I nyde et ophold for det modne par og slappe af efter dagligdagens travlhed.
Du vil blive modtaget af værtsparet Helle og Hans Münter, samt deres to Golden Retrievere.
Bondehusromantik med moderne faciliteter
Koruplund er bygget i gammel stil i 1965 og kombinerer bondehusromantikken med moderne faciliteter. Hvert af de fire værelser har sit eget blomstertema og er møbleret i engelsk landstil med en blanding af nyt og gammelt. Tre værelser har eget bad og toilet. Alle værelserne har egen kaffe/te station samt en kagedåse med hjemmebagte småkager. Der er intet TV, men fri internetadgang.
Koruplund er røgfrit område.
Bæredygtighed og lokale råvarer
Hos Koruplund har de stor fokus på bæredygtighed. Alle måltider er baseret på lokale råvarer, enten fra egen have, fra naboens gård eller fra den lokale gårdbutik. Og både brød og kager er hjemmebagte.
Under dit besøg kan du vælge, om du vil opleve den familiære hygge og det sociale sammenhold ved at spise sammen med værtsparet og eventuelle andre gæster. Eller du kan vælge en af Djurslands hyggelige restauranter. Strækker dit ophold sig over flere dage, kan du bestille en picnic-kurv til at tage med på golfbanen, vandreturen, cykelturen, på stranden, eller hvad målet end er.
Det er også muligt at leje cykler på stedet.