Offentlig transport - Hvilken billet skal jeg vælge?
Som turist kan det være svært at finde frem til, hvilken bus- eller togbillet, man skal vælge, når man skal rundt og opleve en feriedestination og samtidig få mest muligt ud af opholdet. Nedenfor finder du de mest relevante billettyper samt forskellige betalingsmuligheder og rejseapps.
Vær opmærksom på, at du skal købe din billet på forhånd, inden du tager bussen eller Letbanen rundt i Aarhus, da du ikke kan købe billetter i Letbanen og i bybusserne. Vi anbefaler derfor, at du altid køber din billet på forhånd - også når du skal rundt i regionen.
Billettyper
Der findes forskellige billettyper, betalingsmuligheder og apps, du kan vælge at benytte, og derfor har vi samlet et par anbefalinger nedenfor.
Dagsbillet Aarhus
Rejs frit en hel dag
- Rejs ubegrænset i hele Aarhus Kommune (zone 301 - 313).
- Billetten gælder til kl. 23.59 den dag, den er købt.
- Voksne og pensionister kan gratis tage to børn under 12 år med. Betalende børn kan gratis tage et barn under 12 år med.
- Billetten gælder til Midttrafiks busser og Letbanen. Billetten kan ikke bruges i natbusser, lufthavnsbusser, DSB og CoCollective tog.
Pris
Voksen: DKK 49,-
Barn: DKK 24,50
Køb din Dagsbillet Aarhus i Rejsebillet, i Midttrafik app eller i Midttrafik webshop.
Dagsbillet Midtjylland
Rejs frit en hel dag
- Rejs ubegrænset i hele Region Midtjylland.
- Billetten gælder til kl. 23.59 den dag, den er købt.
- Voksne og pensionister kan gratis tage to børn under 12 år med. Betalende børn kan gratis tage et barn under 12 år med.
- Billetten gælder til Midttrafiks busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner. Billetten kan ikke bruges i natbusser, lufthavnsbusser, DSB og CoCollective tog.
Pris
Voksen: DKK 99,-
Barn: DKK 49,50
Køb din Dagsbillet Midtjylland i Rejsebillet, i Midttrafik app eller i Midttrafik webshop.
Enkeltbillet
En enkeltbillet er den dyreste løsning. Det kan være et godt valg, hvis du ikke rejser så ofte.
Køb enkeltbilleti Rejsebillet, i Midttrafik app eller i Midttrafik webshop.
Klippekort
Klippekort kan være billigst i Aarhus på grund af tidsgyldigheden på 2 timer (+15 min.). Det afhænger af dit rejsemønster.
I Aarhus Kommune (zone 301-313), gælder et klip i 2 timer og 15 min. 2 timer som normale billetter + 15 min., fordi du skal aktivere klippet inden påstigning.
Køb dit klippekort i Midttrafik app.
Den regionale bustrafik i Aarhusregionen varetages af Midttrafik.
Find din rejse i Rejseplanen eller se køreplaner på midttrafik.dk, hvor du også kan få Trafikinfo om aktuelle trafikale forhold.
Betalingsmuligheder og rejseapps
Rejsekortet er som udgangspunkt den billigste billet, når du skal med bus, tog eller metro, men der er flere muligheder, når du skal købe din billet. Se nedenfor og find den, der passer bedst til dig.
1. Rejsekort som app*
Du betaler din rejse efter endt rejse.
Type: App.
Kræver: Oprettelse med MitId (dansk id-godkendelse) og at du er 18+ år.
Sådan gør du: Download app, opret profil og betal med MobilePay eller betalingskort.
Fordel: Check nemt ind og ud (swipe dig ind og ud – beløbet trækkes automatisk).
Billet gælder til: Bus, tog, metro og letbane i hele Danmark, undtagen på Bornholm – bare med ét swipe.
*Køb et anonymt (fysisk) Rejsekort
Hvis du ikke kan købe din billet online, kan du købe et anonymt Rejsekort som kort hos 7-Eleven på Banegården i Aarhus. Her behøver du ikke oplyse personlige oplysninger.
2. Rejsebillet
Du betaler din rejse på forhånd.
Type: App.
Kræver: Oprettelse med telefonnummer.
Sådan gør du: Download app, opret profil og køb billet på forhånd. Vælg din rute (dato og tid) og betal din billet.
Fordel: Du kan købe enkeltbilletter, pendlerkort, dagsbilletter m.m.
Billet gælder til: Bus, tog, Metro og Letbane i hele Danmark.
3. Midttrafik app
Du køber din billet på forhånd.
Type: App:
Kræver: Download af app. Her kan du vælge at købe billet uden konto eller oprette en konto.
Sådan gør du: Uden konto: vælg lokation, billettype og dato, indtast din mailadresse og gennemfør købet. Med konto: opret dig som bruger og følg vejledning.
Fordel: Du kan købe enkeltbilletter, klippekort, dagsbilletter m.m.
Billet gælder til: Midttrafiks busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner. De kan ikke bruges i DSB og GoCollective tog.
4. Midttrafik webshop
Du køber din billet på forhånd.
Type: Almindelig online køb.
Kræver: Betaling via kreditkort.
Sådan gør du: Klik ind på Midttrafiks webshop, vælg lokation fra og til, dato og antal rejsende. Gennemfør købet og betal online med kreditkort.
Fordel: Du kan købe enkeltbilletter, dagsbilletter m.m. Billetten kan printes hjemmefra eller pdf kan vises på telefonen.
Billet gælder til: Midttrafiks busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner. De kan ikke bruges i DSB og GoCollective tog.
5. Togbilletter
Skal du med tog, kan du købe din billet på www.dsb.dk til de nationale togruter og på www.gocollective.dk til regionale ruter. Du kan også vælge at benytte www.rejseplanen.dk, her skal du blot være opmærksom på at du skal betale med Rejsekortet.
DSB' app
Med DSB's app kan du nemt betale for transport i hele landet (undtagen Bornholm) med "check ind"-funktionen til bus, metro, tog og letbane. Du skal oprette en bruger og aktivere lokationstjenester for at checke ind nær en station eller stoppested. Betal med MobilePay eller betalingskort (Dankort, Visa, Mastercard).
Appen giver også mulighed for at købe DSB Orange-billetter og tilkøbe pladsbillet – en funktion, der adskiller sig fra Rejsebillet. Alt, du behøver, er en smartphone med simkort og et telefonnummer til SMS-beskeder.
Appen følger automatisk telefonens indstillede sprog, enten dansk eller engelsk.
Spørgsmål og svar til transport i Aarhusregionen
Få svar nedenfor eller brug chatten i nederste venstre hjørne. Chatten giver hurtigt svar baseret på information fra vores hjemmeside.
Hvor og hvornår kører Letbanen?
Letbanen kører i Aarhus city samt til Grenaa på Djursland.
Letbanen 'L1' kører mellem Aarhus H og Grenaa med stop i blandt andet Lystrup og Ryomgård.
Letbanen 'L2' kører mellem Odder og Lisbjergskolen. På strækningen er der blandt andet stationer ved Aarhus Hovedbanegård, DOKK1 og Aarhus Universitetshospital i Skejby. Du kan få overblik over hele strækningen og se samtlige letbane-stationer på Midttrafiks hjemmeside.
Hvor og hvornår kører busserne i Aarhusregionen?
Bybusser (de gule busser)
Bybusserne kører i Aarhus, Grenaa, Randers, Silkeborg og Viborg.
Regional- og lokalbusser (de blå busser)
Du kan køre med de regionale og lokale busser (de blå busser) på tværs af hele Aarhusregionen og i hele Region Midtjylland.
Kan jeg købe min busbillet hos chaufføren i bussen?
I bybusserne i Aarhus samt i Aarhus Letbane skal du have købt billetten på forhånd. Her kan du ikke købe billet, når du først er steget på.
Men du kan købe din billet hos chaufføren i Midttrafiks blå busser. Dog vil det altid være en fordel at have billetten på plads på forhånd, enten via apps eller ved køb hos Midttrafiks webshop.
Kan jeg se, hvor min bus eller mit tog er lige nu?
Ja, du kan følge både busser og tog live. Du kan følge busser og Letbanen på appen Midttrafik live, og togene på appen Mit tog: Se stoppesteder, spor og også, hvis bussen eller toget er forsinket.
Mit tog - Google Play - App Store
Kan jeg tage min hund, cykel og barnevogn med i bussen?
Ja, du må medbringe små hunde, katte og andre dyr i alle busser og Letbanen uden betaling, hvis de er anbragt i en håndtaske eller lignende på dit skød, og hvis de bliver i tasken under hele rejsen. Du må også medbringe cykel og barnevogn i bussen, hvis der er plads.
Findes der en oversigt over al offentlige transport i Danmark?
Ja - i Rejseplanen kan du finde tider og afgange for bus, tog, letbane og metro, og du tilpasse din søgning sådan, at du f.eks. kan se, om du kan medtage din cykel eller barnevogn, søge på tilgængelighed og meget mere.