Luftfoto over Djursland i efterårets farver

Efterårs-getaway på Djursland

Foto: Zenia Maltha

Tag på en uforglemmelig efterårstur og gå i sporet på Zenia Maltha gennem Djurslands fantastiske natur. Nyd et havdyp, en vildmarksbrunch og gå gennem de krogede bøgetræer, hvor du samtidig har havudsigt.

✍️ Af Zenia Maltha 
Lokale guider på Djursland

Jernhatten på Djursland
Foto: Zenia Maltha

Zenias anbefaling til en helt uforglemmelig dag på Djursland lyder:

Havdyp

Start dagen med et efterårsmorgendyp på en af Djurslands mange smukke sandstrande. Mit favoritspot er ved Strandkær Strand. Her er vandet helt klart, og du kan få området for dig selv. Når du starter med et havdyp, frigiver du endorfiner og mindsker den daglige stress. Nu er du rigtig på ferie og klar til at gå en oplevelsesrig dag i møde.

Vildmarksbrunch

Derefter går turen til Karpenhøj Naturcenter. Jeg kan anbefale deres Vildmarksbrunch, men der er utallige andre spændende oplevelser, noget for alle. Her er nøgleordene den friske luft, bålets knitren og fællesskabet. Der er plads til hele familien, og her taler jeg af erfaring, eftersom vi havde vores lille datter på 2,5 år med.

Vi blev taget imod med åbne arme og lærte en masse nye teknikker ift. bålmad og tilberedning. Vi lærte fx. at bruge en rygeovn, og hvordan man bager i en stenalderovn. Og den vildmarksbrunch, vi sammen havde tilberedt, kan næsten ikke beskrives! Vi lavede blandt andet brunch-pizza bagt i støbejern over åben ild, hjemmerøgede rejer med smørstegte friske rødspætter, boller bagt i middelalder ovn med sankede urter, skovkvægspølse med hjemmelavet ketchup, tilberedt over bål.

Outdorr pizza på Karpenhøj Naturcenter på Djursland
Foto: Zenia Maltha

Karpenhøj Naturcenter er en oplevelse i sig selv, og det bliver ikke mindre magisk af, at kalenderen melder efterår. Den fantastiske udsigt ud over vandet, og alle træernes farver gør indtryk. Derudover er det ekstra dejligt at få en kop varm kaffe og mærke varmen fra bålet, når fingrene og næsen er blevet lidt kølig.

Jernhatten og krogede bøgetræer

Som afslutning på dagen vil jeg anbefale at tage ud på en lille vandretur. Turen går til Jernhatten, og ruten er ikke specielt lang, kun ca. 2 km. Men det betyder ikke, at den ikke er værd at besøge. Man parkerer og starter turen ved p-pladsen Havmøllevej 16, 8400 Ebeltoft. Herfra er der god skiltning, og man følger blot stien op mod toppen til udkigspunktet. Jeg kan anbefale at stoppe op og kigge tilbage. Vi har ofte tendens til kun at kigge mod målet og glemmer at se vejen dertil. Den er mindst lige så smuk.

På vej mod toppen kommer man forbi troldeskoven, der består af gamle flotte krogede bøgetræer, og pludselig åbner udsigten sig ud over vandet. Og det syn glemmer man ikke lige. Det er helt fantastisk. Du kan med fordel tage et stormkøkken med, så du kan tilberede pandekager på toppen og nyde en kop kaffe til. Den udsigt, man bliver mødt af, fortjener et lille hvil på toppen.

Far datter på tur ved Jernhatten på Djursland
Foto: Zenia Maltha

Turen tilbage til bilen foregår langs stranden. Her er der god mulighed for at samle havtorn, enebær og slåen om efteråret. På vores tur langs stranden så vi sjove skulpturer af sten, andre vandrere havde samlet. Vi samlede en god håndfuld sten med, som vi ville dekorere, når vi kom hjem til sommerhuset.

Ind i varmen

Efter en hel dag i efterårsnaturen trænger man til at komme ind i varmen og få et dejligt, varmt måltid mad. Det kan anbefales at leje et sommerhus på disse kanter. Der findes utallige små, hyggelige, unikke sommerhuse, der kan bookes billigt om efteråret og i vinteren. Sommerhuslivet er noget særligt i de mørke måneder; Det indbyder til brændeovnshygge, varm kakao og andre eventyr i naturen.

Lille hyggeligt sommerhus på Djursland til familietur
Foto: Zenia Maltha